Føroyar, Færøerne ligger midt ude i Nord Atlanten. Øerne har ingen læ fra et større opland. Her får storm og nedbør frit spillerum. Når naturen viser sin voldsomme karakter, er det et betagende og skræmmende sceneri.
Sommernatten er lys på Færøerne. På vestsiden af øerne er den særlig lys. Natten er så lys, at man kan læse og arbejde, ligesom om dagen, når vejret er klart.
De tidlige sommermorgener hjemme hos mine forældre, er uforglemmelige. Mens luften endnu var lysegrøn,
med glidende nuacer, vågnede jeg tit, ved at høre min fader synge med sin klare tenor stemme. Den sang, der klang igen og igen i hjemmet var “Guds kærlighed, den vælder frem, den vælder frem, O Gud, jeg tror og fyldes af, den kærlighed som vælder frem”. Jeg tror denne sang var grundlæggende forståelse
af, hvem Gud er. Min far var et morgenmenneske, da vejret var godt, kom han hjem efter en tur i hagen
ved kl. ca 8-tiden, min mor plejede at være oppe da, vi børn stod op ved den tid. Dalen var endnu dugvåd
fra natten, dugdråberne skinede i lysprisme glans. Fugle fløj højt oppe og sang deres travle morgensang.
En blid vend kærtegnede dalen, bølger for ud og ind på havet. Man fatter ikke, at der kan findes smerte
i sådanne omgivelser.
Der er mange historier fra Færøerne, der har levet i folkemunde, som jeg har fået fortalt af de forrige generationer. Nogle af disse vil jeg forsøge at formulere her. Håber at det kan blive til glæde for læseren.